Skip to content

Se min uniform!

februar 25, 2011

Når man bevæger sig rundt på campus om torsdagen, ser man ikke sjældent et noget besynderligt syn. Soldater i fuld kampuniform! Det betyder bukser, jakke, hat og taske med militærprint. Jeg har tilmed set en gut med en hjelm under armen og knæbeskyttere på, så han ikke kunne gå ordentligt. Men selvfølgelig meget smart, hvis campus skulle komme under beskydning, for så er han mere end klar til at hoppe i skyttegraven. Eller hvad man kalder sådan nogle nu om dage. Men soldaterne er ikke på vej i krig. De er på vej til skole.

Der er en grund til denne udklædning, og det er dybt seriøst. De pågældende folk får nemlig betalt deres uddannelse af militæret, og til gengæld skal de så gøre reklame hver torsdag. Der er desuden bestemte regler, der skal overholdes;

  • Man skal altid have hat på, når man er udenfor
  • Man må ikke snakke i mobil med uniformen på
  • Man må ikke spise, mens man går
  • Man må ikke fjolle

Der er sikkert flere regler, som jeg ikke er bekendt med. Direkte adspurgt svarede en militær-kvinde, at hun synes, det er irriterende at skulle klæde sig sådan på. Men sådan er det altså bare.

Om tirsdagen er det i øvrigt Airforce-dag (ja, college-fyrene kigger en del efter kvinderne/pigerne, der lidt ligner stewardesser i deres uniform), og så er der vist også en Marine-dag.

Reklamer

The House Party

februar 19, 2011

“Var det ikke det, jeg forudså ?” sagde en stemme bebrejdende, da de blå blink lyste hele parkeringspladsen op, og de 300 unge mennesker til festen myldrede ned ad trapperne for at komme væk.

Jeg har været til en Real American House Party. Sådan en hvor det første, man bliver mødt med, er en muskuløs amerikansk fyr med kasket, som spørger: “Do you guys smoke weed?”, og trækker på skuldrene, da de lidt forskrækkede internationale studerende forsigtigt svarer: “Ehm… no”.

Festen foregik mere eller mindre på en svalegang med adgang til tre lejligheder. Og hvis man tror, at amerikanere bare åbner døren, og så er der fest, så må man tro om. Der var virkelig gjort noget ud af det.

1. lejlighed: neonlys, rapmusik og så mange mennesker, at gulvet gyngede, og jeg blev bange. Udefinerbar drikkelse.

2. lejlighed: lyskæder, piger med meget lidt tøj på i sofaerne og øl.

3. lejlighed: diskoteklys, pige med lyssværd på toppen af en trappe og punch.

Der var så mange mennesker, at man ligeså godt kunne droppe at gå fra det ene sted til det andet. Konceptet var, at fyrene skulle betale 5 dollars for at få en kop; for pigerne var det gratis. Herefter kunne man fylde op i koppen så ofte, man havde lyst til.

Det var dog ikke meget, jeg fik udnyttet det, for så var det, at folk begyndte at snakke om, at politiet var på vej. Den danske veninde og jeg kiggede på hinanden og blev enige om lige at smutte ned på parkeringspladsen for at overveje situationen. Og der blev vi så mødt af to politibiler.

Synet var fantastisk. Politimændene stod knap nok ud ad bilerne, men folk fik da godt nok fart på. Det kan bedst beskrives som en horde af travle myrer, der piler af sted. Så var den fest slut.

Vi tog på bar, og det var meget sjovere. Nå.

Medicin-Marie

februar 10, 2011

Jeg er opdraget og vokset op med, at man kun tager medicin, når man har det rigtig skidt. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg som lille stod i stuen i mit nattøj og plagede om hostesaft, fordi jeg selv syntes, jeg havde sådan en forfærdelig hoste – tilfældigvis lige når jeg skulle sove.

Nu til dags siger min mor; “Ta’ to piller og gå ind og sov,” og det er stort set det eneste medicin, jeg benytter mig af.

Indtil jeg kom til USA…

Jeg er blevet frygteligt forkølet. I ved; ondt i halsen, hoste og stoppet næse. Jeg er virkelig ikke særlig ofte syg, og jeg tror, jeg ser meget ynkelig ud, når det sker. I hvert fald sagde min ene roommate i går; “Jeg har så ondt af dig, du ser ud som om, du skal dø.”

Arg, jeg er bare forkølet. Jeg havde i forvejen købt nogle panodil-efterligninger, som jeg ikke var helt tilfreds med virkningen af. Det var der, jeg ligeså stille begyndte at kigge på den flaske hostesaft med noget rødt klistret stads, som jeg har arvet af Karoline, som var i Knoxville i efteråret. To spiseskefulde tyktflydende hostesaft med marcipansmag, og jeg faldt i søvn på et øjeblik.

I går sagde den anden roommate så, at jeg virkelig skulle prøve nogle Alka-Seltzer.

“Hvaffor noget?”

“Alka-seltzer. De er virkelig gode mod forkølelse.”

“Skal jeg vente, til jeg går i seng?”

“Ja, for du bliver nok lidt træt.”

Her var der måske et par af mine alarmklokker, der ringede, men jeg overhørte dem i håbet om en god nats søvn. Jeg gik ud som et lys…

I dag har jeg så købt en næsespray, og den er ikke som de danske næsesprays. Jeg købte den bare i biksen på 1. sal, men den er altså ret heftig. Men må kun bruge den to gange i døgnet i tre dage, og den skulle virke 12 timer. Jeg er nu på fjerde time, og der er fuldstændigt fri adgang i næsen! Jeg er mega imponereret.

Jeg må dog ikke se helt frisk ud endnu, da den tredje roommate for lidt siden gav mig noget polsk medicin… det er også til, når man skal sove. Hm…

Heaven of joggingtøj

februar 2, 2011

Lad os sige, at jeg er en amerikansk studerende et sted i sydstaterne. Lad os egentligt bare forestille os, at jeg går på The University of Tennessee.

Vækkeuret ringer om morgenen, og jeg gnider mine øjne for at vågne ordentligt. Måske tager jeg et bad, måske ikke. Og herefter kommer dagens store og måske vigtigste spørgsmål; hvad for noget joggingtøj skal jeg tage på i dag? Skal det være den orange t-shirt med det store T, eller er det lidt koldere udenfor, hvilket betyder en sweatshirt? Jeg tager helt sikkert de lange, afslappende og der-er-ikke-noget-der-strammer-her joggingbukser på.

Efterfølgende skal jeg vælge fra mit store udvalg af kondisko. Hvid, lyserød, grøn?

Til sidst svinger jeg skoletasken på ryggen, men glemmer ikke først at putte den giga enorme drikkedunk (der indeholder alt andet end vand) i sidelommen. Så er jeg klar til dagens klasser!

—–

Dette indlæg er bestemt ikke ment som en kritik. Nærmere en konstatering. Her i Knoxville ser man ufatteligt meget joggingtøj. Både piger og drenge, smukke og mindre smukke… det er bare helt fint at gå i joggingtøj. Faktisk blev vi ‘advaret’ under orientation week; “i sydstaterne går de studerende ikke op i deres tøj. Faktisk skal man passe på med at spille for smart med mærker og stil”. Hm…

Jeg går altså kun i joggingtøj, når jeg skal over i træningscenteret. Men… jeg har tænkt mig at købe hele sættet med hjem til Danmark. Lange bukser, shorts, t-shirt, sweatshirt osv. Sådan for mindernes skyld, ik’? Og fordi joggingtøj bare er så vanvittig behageligt at have på.

We’re all different part 2

januar 24, 2011
  • Vi har alle hørt om de mærkeligste ting, som amerikanerne kan finde på at sagsøge for. Og vi har alle hørt om de enorme summer af penge, der kan komme ud af at sagsøge en restaurant for alt for varm kaffe osv. Og der må virkelig være noget om det, for der skal absolut ingen huller være i markedsføringen! Et godt eksempel kunne være reklamen for p-piller på tv. Den ligner en helt almindelig reklame de første 15 sekunder. Herefter bliver det så lidt specielt. Så dukker der nemlig en nydelig kvinde op på skærmen, der så ævler løs om bivirkninger, tag dem ikke, hvis du har den og den sygdom, gør det ikke, hvis du gerne vil være gravid… og sådan bliver det ved i én lang smøre. Hun har hurtigt skudt alle tænkelige retssager ned. Hvad med bare at skrive det i indlægssedlen i pakken?!
  • Jeg elsker T-Link. Det er den mest geniale opfindelse i verden. Det er en slags gratis taxa, som studerende kan ringe til, når de vil til eller fra byen. Så kommer der en lille minibus og henter en. Igen; det koster ikke en cent.
  • Forleden stod jeg og beundrede de mange kort i Walgreens, da jeg blev gjort opmærksom på et kort, man kunne sende i forbindelse med sin mors fødselsdag. Der var så det fine lille trick, at kortet faktisk allerede var skrevet. Jaja, side op og ned om at moren skulle have en dejlig dag. Upersonligt, men tidsbesparende. Og der var mange af de kort. Måske kan amerikanerne ikke lide at gøre ting selv. I hvert fald bliver varerne også pakket ned for en, når man handler ind. Det, der er træls, er så, at kvinden/manden bag kassen stort set pakker én ting ned i hver pose, så man til sidst står med 15.
  • Vandet smager forfærdeligt. De eneste, der ikke kan smage kloren, er australierne, for down under er vandet endnu værre. Man skal huske at spørge om cola uden isterninger, ellers kan man være sikker på klor-cola. Not very nice.
  • Sammen med sin klor-cola kan man vælge at få klodens største portioner. Nej, man kan faktisk ikke vælge, sådan er det bare her. Derfor er det også bare så mega vigtigt og virkelig smart, at man har opfundet doggy bag-konceptet. Selv de fineste restauranter tilbyder, at man kan tage resterne med hjem. Ja, jeg har fået min første doggy bag fra en meget lækker asiatisk restaurant. Ikke så meget fordi jeg var mæt, men fordi min mund brændte af chili.

Mega nice hytte alligevel…

januar 17, 2011

Det var virkelig som taget ud af en amerikansk teenager-film (som jeg jo elsker). 44 studerende, 32 senge og masser af alkohol. Og så den fedeste hytte, man overhovedet kan tænke sig!

Jep, jeg har været på cabin trip i Smoky Mountains. Og ja, politiet kom forbi, som det jo hører sig til, når unge studerende fester i USA. Vi larmede for meget åbenbart. Jeg var heldigvis på 1. sal, da de bankede på – og tak for det, for ellers havde jeg tisset i bukserne af skræk. Jeg er bare ikke hende, der går over for rødt, cykler uden lygter eller larmer, så politiet kommer forbi. Jeg er ikke et dydsmønster, jeg er bare skide bange for politiet. Vi fik en bøde, så værre var det ikke. Pyh.

Lille Trine. Stor hytte.

Neeej, det er altså pænt her.

Underholdning.

Gåtur på bjerget.

Jeg vil ned!!! Nu!

“Can I see your ID?”

januar 11, 2011

Manden kiggede på mig med et ligegyldigt ansigtsudtryk, fordi han sikkert havde sagt de fem ord 800 gange tidligere den dag. Til gengæld tror jeg aldrig, han havde set sådan et glad ansigt som mit, da han spurgte “Can I see your ID?”

Jeg var selvfølgelig forberedt og havde taget mit pas med, da jeg skulle købe nogle øl i supermarkedet, og jeg håbede virkelig, at jeg ville blive spurgt!

Jeg mindes ikke, hvornår jeg sidst blev spurgt om ID, men det er i hvert fald mange år siden. Og nu er det sådan, at jeg klart er en af de ældste her… hvilket kan være lidt nederen. Jeg har da set et eller fem øjenbryn løfte sig et par centimeter, når jeg har fortalt, at jeg snart bliver 26. Nu siger jeg bare, at jeg er 25. Jeg ved da heller ikke, hvorfor i alverden jeg skulle springe til 26, når der er hele tre uger til.

Ps. Iøvrigt blev jeg også spurgt om ID på en bar senere på aftenen. Yay!

Pps. The University of Tennessee er en “party school”. Det tegner godt for ID-fremvisning i fremtiden!