Over and out

Så er det slut. Finito. The end.

Jeg har forladt Knoxville, Tennessee. Nydt ti dage i New York med min mor inkl. et par dage i Philadelphia. Sovet halvanden time på flyet hjem til DK med en afstikker til Island. Næsten kommet mig over jetlaget, selvom jeg stadig sover 12 timer hver nat – jeg kan simpelthen ikke vågne om morgenen.

Det er en meget mærkelig følelse. Som i meget mærkelig følelse. Men det er også rart, for jeg var klar til at tage hjem. Jeg havde oplevet det, jeg skulle.

Det er små hverdags-ting, der dukker op, når jeg tænker på Knoxville. Sacha, Trine og jeg på bænken foran Andy Holt. Macaroni and cheese med spinat på Copper Cellar. Den ti minutter lange gåtur til enten Communication building eller Humanity, hvor jeg havde timer, og hvor jeg håbede, at det ikke regnede, fordi min paraply var gået i stykker, og jeg aldrig fik købt en ny. Utallige torsdage til animal hour på The Roaming Gnome, hvor øl koster 1 dollar. Efterfølgende dans på Tin Roof. Videoaftener i Sachas lejlighed med chips og den fantastiske ostedip. Rigtig mange timer med lektier hver dag. Professoren der ofte spurgte mig, hvordan tingene foregår i Danmark. Studerende i joggingtøj. At hoppe i seng lidt over midnat og bare vente på, at roommaten begynder at snorke og hoste på grund af allergi.

Tænker jeg lidt mere er det også de store oplevelser, der dukker op. Alle rejserne til Nashville, Florida, Atlanta, Washington DC og the cabin trip. Min fødselsdag. Orientation week som synes at ligge hundrede år tilbage, men så alligevel ikke. Tornadoer.

Og nu er det så slut. Finito. The end.

Meget mærkeligt.

Dødsjubel

Nå, men skal vi ikke bare blive enige om, at det har været en begivenhedsrig uge i Knoxville…

Først det værste tornadovejr i USA siden engang i 70’erne, der resulterede i mange timer på gulvet på første sal af Andy Holt, mange ødelagte biler på grund af baseball-store hagl og selvfølgelig sorg over de mange hundrede mennesker, der er døde som følge af stormen.

Og under søndags-hyggen med den amerikanske udgave af Forbrydelsen (The Killing) siger amerikanske Heather så i et monotont toneleje; ‘der står på Facebook, at Bin Laden er død.’ Tre danske ansigter kigger lidt på hende, lader nyheden sive ind og skifter så kanal til CNN, der rapporter live om dødsfaldet og venter på, at Obama (er det bare mig, der lige tjekker en ekstra gang, om man nu har byttet om på Obama og Osama? Nej vel.) går på talerstolen. Vi så talen live uden at sige noget til hinanden. Bagefter snakkede vi om, at præsidenten har store ører.

Og så blev der ellers jubel på campus. Vi har alle set billederne fra the White House og Times Square, hvor der bliver sunget nationalsang og råbt ‘USA, USA, USA’. Det samme foregik (og foregår stadig) her i Knoxville. De studerende kører rundt i deres biler klædt i amerikanske farver og med flag hængende ud af vinduerne, mens de jubler og råber, som havde de vundet verdensmesterskabet i fodbold. Der bliver givet high five på gangene, og nogle tændte desuden fyrværkeri for at fejre, at USAs fjende nr. 1 er blevet dræbt.

Jeg ved godt, at jeg ikke er amerikaner og sikkert havde haft det anderledes, hvis 3000 mennesker var blevet dræbt i DK, men jeg forbeholder mig retten til at synes, at det er meget mærkeligt at fejre et dødsfald. Lige meget om han så er ondere end ond.

Tornado!

Eftersom jeg har lavet flere Facebook-opdateringer omkring vejret i Knoxville, må denne oplevelse vist kvalificere sig til et blogindlæg.

Jeg har nemlig oplevet ren dødsangst og en ustyrlig lyst til at tisse i bukserne af skræk, da en tornado besøgte campus!

Vi sad så fint og spise i kantinen. Tyve minutter tidligere havde der været solskin med få dråber regn, som vi ikke kunne finde ud af, hvor kom fra.

Midt i spaghettien peger en af drengene med store øjne ud ad vinduet, hvor man ikke kan se mere end to meter frem. Træerne står vandret og ud af det blå samler der sig en tornado-lignende sky LIGE udenfor vinduet. Så så man ellers folk flygte fra vinduerne, mens alt strøm gik, og panikken steg.

Sjældent har jeg været så bange. Maden satte sig fast i halsen på mig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Efter ca. ti minutters frygt stilnede vinden af, og vi turde at bevæge os udenfor.

Fra vinduet havde vi vidnet en lille tornado, men i gården udenfor kantinen så det noget anderledes ud. Studerende tog billeder af de væltede træer, mens de med overraskende stemmer sagde; ‘tornado, tornado’. Det største træ i gården var væltet og på vej tilbage til Andy Holt, hvor jeg bor, var der smadrede biler og et træ, der var rykket op med rod og væltet over i en af universitetets bygninger. Alarmer var gået i gang, og fra alle sider hørte vi ambulancer.

Jeg krydser alt, hvad jeg har for, at lignende vejr ikke kommer tilbage, selvom nyhederne lover ‘severe and dangerous thunderstorms’ de kommende dage.

De sidste sekunder af stormen – optaget af min veninde Monica.

Væltet træ udenfor kantinen.

Knæk.

Fortov med træer på.

Træet har snoet sig rundt om pælen.

Øv, hvor surt!

Rykket op med rod.

Lille Danmark (eller lille ‘alt andet end USA’)

“Where are you from?”

“Denmark.”

“Where?”

“Denmark.”

“Where?”

“Denmark! You know, Scandinavia…”

“Oh cool… Is that the Nederlands?”

Sådan begynder de fleste samtaler med amerikanere, man ikke kender, efter de har hørt vores udenlandske sprog eller lagt mærke til den europæiske accent. Indrømmet, Danmark er et lille land, og nej, jeg kan heller ikke komme på alle stater i USA, men hvorfor er der slet ingen, der bare ved en lille smule om Danmark? Muhammed-tegninger? Caroline Wozniacki? Den kongelige familie (dette nævner jeg, fordi amerikanske medier går amok over William og Kates bryllup)?

Når jeg siger, jeg er fra Danmark, bliver jeg med hundrede procent sikkerhed spurgt, hvorvidt det ikke er rigtigt, at vi taler hollandsk, om det er i det land, man må ryge hash, eller om det er en del af Sverige. Den anden dag mødte jeg en meget fuld amerikaner, som fik at vide mere end en håndfuld gange, hvor jeg var fra, men forlod bordet med den klare idé om, at vi danskere var polakker. For det er da det samme, mente han.

Det virker ikke som om, at amerikanere interesserer sig ret meget for, hvad der sker i Europa eller resten af verden for den sags skyld. I et af mine fag diskuterer vi forskellige emner efter hver time, og for nogle uger siden skulle vi svare på, hvor meget vi bruger internationale medier/følger med i internationale nyheder og hvorfor/hvorfor ikke. Jeg svarede ærligt, at det gør jeg en del. 90 procent af amerikanerne svarede, at de ikke interesserer sig for resten af verden. Bare sådan. Jeg var lamslået.

En af franskmændene herovre må dog have det værre end mig. Han blev spurgt, om man spiser pizza i Frankrig. Senere ville en amerikaner vide, om man have elektricitet i Frankrig…

Puppy Zone

Jeg har været i himlen. Og i himlen er der hundehvalpe.

I Knoxville kan man hver mandag tage til Puppy Zone. Sjældent har mit hjerte svulmet med så meget kærlighed. I den lille ‘butik’ står der tyve tremmesenge fyldt med hundehvalpe i alle mulige størrelser og racer. Du må tage dem op, du må lege med dem i en lille kravlegård, og du må græde salte tårer over, at du ikke kan tage en af dem med hjem! Eller dem alle.

Jeg var fuldstændigt solgt trods efterfølgende svien på arm og hænder på grund af bid- og kradsmærker efter lidt for vild leg med en bulldog-hvalp.

Man er velkommen til at købe en af hvalpene, hvis man vil punge ud med 800 dollars for racehundene. Man må også meget gerne bare komme for at lege med dem. Det har jeg tænkt mig at gøre hver mandag fremover.

Ps. Jeg undskylder for eventuelle brækfornemmelser over et meget sødt og nuttet indlæg.

Nej, hvor er du sød. Og lidt vild.

Nååååå, små sove-hunde.

Skal du lige ned i lommen og med hjem til Andy Holt?

A real American spring break

“Jeg tror, det er meningen, vi skal begynde at drikke nu,” siger Sacha, da det er tid til at stige på bussen igen, efter et kort, men tiltrængt, stop på den elleve timer lange tur til Florida.

Og det gjorde vi så. Åbnede de lunkne øl, som chaufføren havde givet os lov til at medbringe ‘ombord’, og skålede med de 30 andre internationale studerende i bussen – alle klædt i en orange t-shirt med skriften ‘Spring break volunteers Panama City Beach 2011’ plus navn og land på ryggen. Jeg var således ‘Marie (Denmark)’. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Jeg har været på en ægte amerikansk spring break. Og det trods advarsler som ‘Pas nu på I ikke bliver kidnappet. Eller dræbt’. Så galt gik det heldigvis ikke. Tilgengæld havde vi det satme sjovt.

En typisk dag:

Vågner alt for sent til morgenmad (hvilket hotel serverer også morgenmad fra 6-9???). Halvt blind af søvn hopper man i badetøj og smører sig ind i solcreme og går til stranden. Allerede her bliver den første (og de næste) øl drukket. Strandtur kan desuden skiftes ud med minigolf eller en tur i zoo på de dage, hvor man er solbrændt. På et tidspunkt kommer man tilbage til hotellet, tager bad og så kommer dagens første spørgsmål; hvor dælen skal man spise aftensmad? Der er fastfood restauranter overalt, og det bliver man en smule træt af i længden. Ret surt at man først opdager en virkelig lækker japansk restaurant den sidste dag! Efter maden kommer næste spørgsmål; hvor skal man tage i byen henne? Så kigger man på sit party-card, der giver adgang og gratis øl/drinks på udvalgte diskoteker – og så tager man ellers i byen og går en smule amok. Så sover man, og en ny og lignende dag begynder.

Panama City Beach er miss wet t-shirt. Piger, der viser bryster på stranden for at få en øl. Unge mennesker, der er gået kold i den varme sol på stranden. MTV, der hvert år sender hele ugen fra PCB. Jersey Shore-folk, der er værter på diskoteker og dermed skal tiltrække gæster. Dyt fra samtlige biler, når man går langs vejen. Lyder det sjovt? Det var det!

Ét irritationsmoment gik dog igen. HVORFOR KAN AMERIKANERE IKKE DANSE NORMALT? Uden at gå for meget i detaljer, så er reglen herovre åbenbart pigens numse mod fyrens skridt. Og det er det. Ikke noget sving om eller kinddans, hvis det er det, man er til. Det er ret klammo. Jeg siger det bare.

En fyldt strand

Coyote Ugly hvor pigerne fik shots for at danse på baren. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg er sippet.

Pyyyh, det var varmt at spille minigolf. Forresten vandt jeg, HA! Og så købte jeg en sodavand til Sacha og Trine, fordi de græd så meget.

USAs største klub La Vela, der serverede gratis Sex on the Beach-drinks i to timer. Bagefter gik vi, fordi det var ALT for stort.

Så band dog! … bare lidt.

Jeg er forholdsvis bramfri. Der skal meget grimt sprog til at ryste mig, og jeg kan sagtens selv finde på at sige ord og sætninger, der måske ikke er passende for en 26-årig kvinde. Men sådan tror jeg egentligt de fleste danskere er.

Her i USA er det noget anderledes. Jeg bor sammen med to afro-Americans, så herhjemme er det ikke et problem, hvis jeg siger fuck, bitch eller andet grimt, for det gør de selv i stor stil. Og det har polakken og jeg det fint med. Men så snart jeg forlader lejligheden, gælder det om at tænke sig om. Her på skolen er der Bibel-klubber og halvdelen af eleverne har et kors om halsen. Nogle piger går desuden med en purity ring, der er et symbol for, at de ikke har haft sex. Alt det har jeg intet problem med, men det betyder, at man generelt ikke bander eller taler grimt. Jeg kunne sikkert lære noget af det. Det tror jeg i hvert fald, min mor synes.

Men det bliver altså for meget nogle gange. En af dagene talte vi om censur i timen, og min professor himlede pludselig op og sagde, at nu skulle vi høre en god historie. Historien var, at hun midt på dagen – ja midt på dagen (det er især det, man skal bide mærke i) – så fjernsyn, og følgende replik fra en skuespiller lød: “I’m going to chop your balls off and use them as earrings”. Igen det var midt på dagen, hvor børn ser fjernsyn, åh nej. Samtlige 140 studerende til stede (undtagen mig) sagde følgende lyd “uuuuuhhhhhh”. Det var altså virkelig slemt. Ja, jeg indrømmer, at tanken om, at det rent faktisk blev gjort, er ulækker, men slap nu lige af.

Og så prøv lige at se Sex and the City, hvor de ikke bander, og man ikke ser noget som helst, der ligner samleje. Når skuespillerne bander, fjerner man simpelthen lyden, så man bare ser munden bevæge sig. Det er ret tydeligt, hvad der bliver sagt, men åh nej vi skal helst ikke høre det. Sexscenerne er klippet væk, så sceneskift nogle gange slet ikke giver mening.

I går så jeg sidste afsnit af serien og kunne ikke lade være med at grine, da Carrie til sidst spørger Big “Oh, you wanna come up?”, og hvad svarer Big så? Vent på det…. han svarer “Abso-freaking-lutely!”. EJ! Nu må det holde. Lyden var ikke taget af, men det blev sagt med Big’s stemme, så jeg tænker, at han lige har indspillet replikken endnu engang til ære for det amerikanske publikum. (Til de uvidende siger Big rigtigt abso-fucking-lutely, hvilket er en ret kendt replik efterhånden).

Se min uniform!

Når man bevæger sig rundt på campus om torsdagen, ser man ikke sjældent et noget besynderligt syn. Soldater i fuld kampuniform! Det betyder bukser, jakke, hat og taske med militærprint. Jeg har tilmed set en gut med en hjelm under armen og knæbeskyttere på, så han ikke kunne gå ordentligt. Men selvfølgelig meget smart, hvis campus skulle komme under beskydning, for så er han mere end klar til at hoppe i skyttegraven. Eller hvad man kalder sådan nogle nu om dage. Men soldaterne er ikke på vej i krig. De er på vej til skole.

Der er en grund til denne udklædning, og det er dybt seriøst. De pågældende folk får nemlig betalt deres uddannelse af militæret, og til gengæld skal de så gøre reklame hver torsdag. Der er desuden bestemte regler, der skal overholdes;

• Man skal altid have hat på, når man er udenfor
• Man må ikke snakke i mobil med uniformen på
• Man må ikke spise, mens man går
• Man må ikke fjolle

Der er sikkert flere regler, som jeg ikke er bekendt med. Direkte adspurgt svarede en militær-kvinde, at hun synes, det er irriterende at skulle klæde sig sådan på. Men sådan er det altså bare.

Om tirsdagen er det i øvrigt Airforce-dag (ja, college-fyrene kigger en del efter kvinderne/pigerne, der lidt ligner stewardesser i deres uniform), og så er der vist også en Marine-dag.

The House Party

“Var det ikke det, jeg forudså ?” sagde en stemme bebrejdende, da de blå blink lyste hele parkeringspladsen op, og de 300 unge mennesker til festen myldrede ned ad trapperne for at komme væk.

Jeg har været til en Real American House Party. Sådan en hvor det første, man bliver mødt med, er en muskuløs amerikansk fyr med kasket, som spørger: “Do you guys smoke weed?”, og trækker på skuldrene, da de lidt forskrækkede internationale studerende forsigtigt svarer: “Ehm… no”.

Festen foregik mere eller mindre på en svalegang med adgang til tre lejligheder. Og hvis man tror, at amerikanere bare åbner døren, og så er der fest, så må man tro om. Der var virkelig gjort noget ud af det.

1. lejlighed: neonlys, rapmusik og så mange mennesker, at gulvet gyngede, og jeg blev bange. Udefinerbar drikkelse.

2. lejlighed: lyskæder, piger med meget lidt tøj på i sofaerne og øl.

3. lejlighed: diskoteklys, pige med lyssværd på toppen af en trappe og punch.

Der var så mange mennesker, at man ligeså godt kunne droppe at gå fra det ene sted til det andet. Konceptet var, at fyrene skulle betale 5 dollars for at få en kop; for pigerne var det gratis. Herefter kunne man fylde op i koppen så ofte, man havde lyst til.

Det var dog ikke meget, jeg fik udnyttet det, for så var det, at folk begyndte at snakke om, at politiet var på vej. Den danske veninde og jeg kiggede på hinanden og blev enige om lige at smutte ned på parkeringspladsen for at overveje situationen. Og der blev vi så mødt af to politibiler.

Synet var fantastisk. Politimændene stod knap nok ud ad bilerne, men folk fik da godt nok fart på. Det kan bedst beskrives som en horde af travle myrer, der piler af sted. Så var den fest slut.

Vi tog på bar, og det var meget sjovere. Nå.

Medicin-Marie

Jeg er opdraget og vokset op med, at man kun tager medicin, når man har det rigtig skidt. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg som lille stod i stuen i mit nattøj og plagede om hostesaft, fordi jeg selv syntes, jeg havde sådan en forfærdelig hoste – tilfældigvis lige når jeg skulle sove.

Nu til dags siger min mor; “Ta’ to piller og gå ind og sov,” og det er stort set det eneste medicin, jeg benytter mig af.

Indtil jeg kom til USA…

Jeg er blevet frygteligt forkølet. I ved; ondt i halsen, hoste og stoppet næse. Jeg er virkelig ikke særlig ofte syg, og jeg tror, jeg ser meget ynkelig ud, når det sker. I hvert fald sagde min ene roommate i går; “Jeg har så ondt af dig, du ser ud som om, du skal dø.”

Arg, jeg er bare forkølet. Jeg havde i forvejen købt nogle panodil-efterligninger, som jeg ikke var helt tilfreds med virkningen af. Det var der, jeg ligeså stille begyndte at kigge på den flaske hostesaft med noget rødt klistret stads, som jeg har arvet af Karoline, som var i Knoxville i efteråret. To spiseskefulde tyktflydende hostesaft med marcipansmag, og jeg faldt i søvn på et øjeblik.

I går sagde den anden roommate så, at jeg virkelig skulle prøve nogle Alka-Seltzer.

“Hvaffor noget?”

“Alka-seltzer. De er virkelig gode mod forkølelse.”

“Skal jeg vente, til jeg går i seng?”

“Ja, for du bliver nok lidt træt.”

Her var der måske et par af mine alarmklokker, der ringede, men jeg overhørte dem i håbet om en god nats søvn. Jeg gik ud som et lys…

I dag har jeg så købt en næsespray, og den er ikke som de danske næsesprays. Jeg købte den bare i biksen på 1. sal, men den er altså ret heftig. Men må kun bruge den to gange i døgnet i tre dage, og den skulle virke 12 timer. Jeg er nu på fjerde time, og der er fuldstændigt fri adgang i næsen! Jeg er mega imponereret.

Jeg må dog ikke se helt frisk ud endnu, da den tredje roommate for lidt siden gav mig noget polsk medicin… det er også til, når man skal sove. Hm…